Syltede Rødbeder med æble #229

Syltede rødbeder er klassikeren. Dem man rækker ud efter når maden skal tilføres denne sød/sure smag som klæder alt. På leverpostejen, til flæskestegen, sammen med andestegen og så kan man jo ikke spise hverken stegt flæsk eller Brændende Kærlighed uden rødbeden!

Rødbeden er en rigtig ”kugle-rodfrugt” som let kan opbevares hele året mørkt og frostfrit. I en kugle, på samme måde som roer er blevet opbevaret igennem tiden. Rødbeden kan strengt taget købes hele året, uden at grønsagen bliver ”træt” i smagen.

Rødbeden har et højt indhold af folat, kostfibre og mangan. Rødbeden er desuden kilde til kalium.

Derfor er ”Syltede Rødbeder” bare noget man sylter når man mangler!

RECEPTUR

2 kg. Rødbeder
2 stk. Æbler – dem du nu har

Syltelage:

  • 400 gr. Rørsukker
  • 125 gr. Mørk Farin *
  • 7½ dl. Vand
  • 5½ dl. Lagereddike
  • 2 dl. Æbleeddike
  • en sjat Hindbæreddike **

Krydderier (mængde pr. sylteglas):

  • 5 Laurbærblade
  • 1 tsk. Anisfrø
  • 1 tsk. Sort Peber
  • 2 stk. tørrede chili (jeg bruger nogle små banditter fra Malawi, stærke!)
TIPs & TRIXsBrug de krydderier du bedst kan lide. Jeg har med held brugt: hel vaniljestang, hel peberrod, stjerneanis, kanel, nelliker, allehånde.
Men bevar laurbærbladene som fjerner noget af den ”jordsmag” som en rødbede ofte har. Hel peberrod har en konserverende effekt.

Endvidere:
Sylteglas, 3 stk. af ca. 1000 ml
Atamon

* Vil du ikke bruge farin, bruger du bare 525 gr. Rørsukker
** kan udelades

Gør sådan her:

Rengør rødbederne ved at fjerne ”skæg” og lidt af rod og top. Undlad at skære for meget i den rå rødbede; saften skal blive indenbords.

Kog rødbederne i letsaltet vand i ca. 30 min. afhængig af størrelse. Prik i rødbeden, gerne med en kødnål, den skal være gennemkogt.

Bland imens syltelage i en gryde, sæt den på et blus og varm forsigtigt op. Vær opmærksom på at sukkeret lægger sig på bunden med risiko for at sætte sig, så husk at rør rundt.

Rens æblerne og skær dem i både.

Afkøl de kogte rødbeder så de kan ”smuttes” og skær rødbederne i skiver og pak dem i sylteglassene sammen med æblebåde og krydderierne.

Når lagen har kogt op, hældes den i sylteglassene. Hæld en lille sjat Atamon i glasset inden det lukkes.

– nu skal der bare ventes! Jeg lader altid mit sylt stå i mindst fjorten dage

TIPs & TRIXsLad sylteglassene stå og køle af til næste dag. Bruger du Weck sylteglas, som jeg, så glasset på hovedet og tjek at gummiringen sidder korrekt og at glasset er tæt.
Skyld glasset under varm vand, det kan være lidt fedtet og Atamon giver hvide skjolde når det tørre på glas.
ANVENDELSE

Hvad passer så Syltede Rødbeder til? Er der noget jeg ikke har nævnt?

For en sikkerhedsskyld gennævnes leverpostejmadden med skiver af syltet rødbede.

Dræn nogle skiver på køkkenrulle og hak dem groft og bland dem med en skefuld kapers. God som topping på salater.

Tilsæt de hakkede rødbeder både kapers og frisk høvlet peberrod og servér det til en grov mos på kartofler og rodfrugter. Den sød/sure smag fra rødbeden komplementeres med både den salte kapers og den stærke peberrod, perfekt til mosen rørt med rigtige mængder smør – så skal du ikke spise kød den dag!

Prøv også den syltede rødbede på isdessert. Glaseret i honning og serveret med nedkogt rødbedesaft.

Når rødbederne et spist så kog lagen ned til den tykner og brug den som farve- og sødestof i hjemmelavet ketchup. Cirkeløkonomi i syltekøkkenet og ingen madspild!

SMAGSNOTER

Syltet er endnu ikke prøvesmagt, men forventningerne er en sur/sød mundfuld med sprød textur og en lille styrke til tungen fra de tørrede chilier.
Sylt nr.:#229
Version:1
Syltedato:7. oktober 2023
Smagedato:
Opbevaring:Ingen særlige krav. Bemærk at sollys påvirker farven. Efter åbning opbevares syltet i køleskab.
Holdbarhed:Optil et år, hvis du kan lade det stå.
Opskrift oprettet/opdateret15-10-2023 / 21-10-2023